Om Agger Seniorhøjskole

Agger Seniorhøjskole er beliggende i det idylliske Agger i Sydthy blot et stenkast fra Vesterhavet. Agger en lille fiskerlandsby med en unik kultur og et fantastisk naturområde. Her er der rig mulighed for at opleve den smukke vestkyst, udforske de fredede klitlandskaber og nyde den friske havluft. 

Idéen om at lave højskole opstod i ønsket om at revitalisere de gamle bygninger, som huser Agger Tange Feriecenter og skabe et pulserende kulturcenter, der kan tiltrække både lokale og turister og dermed bidrage til at styrke områdets kulturelle og økonomiske udvikling. Startende som blot ”kurser” blev ideen formet til Agger Seniorhøjskole, hvor kursisterne kan nyde stedets mange faciliteter samt et bredt udvalg af aktiviteter og oplevelser. 

Vi ønsker at skabe en højskole, hvor der er noget for enhver smag, og kurserne vil omfatte forskellige emner som kreativitet, natur, madlavning, musik med mere, -der alle udspringer af og har deres rod i de vidunderlige og smukke elementer, som Thy har at byde på. Vi har ambitioner om at tiltrække dygtige, lokale undervisere og tilbyde de bedste rammer for lærerige oplevelser. Vores hovedfokus er ligeledes at skabe et inspirerende og inkluderende miljø, hvor alle kan føle sig velkomne og værdsatte.

Agger Seniorhøjskole er, som navnet hentyder til, henvendt til seniorer. Vores kurser inkluderer spændende udflugter og aktiviteter tilpasset seniorers fysiske kapacitet og præferencer. Højskoleopholdene er af 5 dages varighed fra mandag til fredag, hvor prisen varierer alt efter kursusindhold. Under opholdet er der fuld forplejning, og der tilbydes indkvartering i egen ferielejlighed.

Vi ser frem til at byde dig velkommen i 2024, hvor vores seniorhøjskole slår dørene op for første gang!


Lidt om Aggers historie

Gennem århundreder har både havet og sandflugten gjort sit til, at det kunne være plagsomt at leve på dette sted. Havet har gradvis taget et stykke land under hver storm. I middelalderen og frem til 1825 var Aggertangen den eneste faste vejforbindelse, der knyttede Thy sammen med det øvrige Vestjylland. Den rute havde stor betydning, når studene skulle drives til marked sydpå.

Aggerområdet var et udsat sted, hvor havet kunne finde på at tage et bid landjord og endda helt overskylle tangen. Ser man på gamle kort, vil man finde navne som Nabe, Bollum, Toft, Aalum og Vester Agger. Det er alle byer, som nu er forsvundet i havet. Et direkte brud på tangen fandt sted i 1825, men den nuværende Thyborøn Kanal blev først dannet ved en stormflod i 1862. I takt med, at havet havde bidt stykker af landet ved Agger, lå middelalderkirken i Vester Agger nu så yderligt, at man ikke turde lade stå til. Derfor besluttede man i 1838 at rive kirken ned og flytte noget af inventaret til en helt ny kirke, som blev bygget i Øster Agger. Det er den kirke, som ligger centralt i byen i dag. 

Havet har gennem tiderne gjort store indhug i Vestkysten og for lidt mere end 100 år siden gik man i gang med at sikre kysten mod denne nedbrydning. Sidst i 1800-tallet forsøgte man sig med høfdebyggeri, men de var alt for svage og blev hurtigt skyllet væk under stormfloder. I årene 1900-1908 blev der anlagt 29 mere solide høfder vinkelret på kysten ved Agger. Høfderne havde til formål at bryde strømmen og begrænse havets nedbrydning af kysten. De har en længde på 220-385 m, dog er den ekstra kraftige dækmole ved Thyborøn Kanal 800 m lang. Der er også bygget kunstige diger for at forhindre stormfloder i at gøre skade på landet bag klitterne.

De mange bestræbelser har efterhånden båret frugt, men kystsikring og vedligeholdelse af anlæggene er fortsat en vigtig opgave. Heriblandt den strandfodring, man foretager på udsatte steder som f.eks. sydspidsen af Agger Tange, hvor man påfører sand for at holde havets nedbrydning stangen.